Socialmusic er skabt som ramme for de projekter Gert Barslund har udviklet gennem tiden og for de projekter, han kommer til at udvikle i de kommende år.
Gert har gennem flere år kombineret psykologi og musik i en række projekter, der har sat fokus på forskellige sociale emner. I projekterne har Gert lavet sange om forhold som døden, kræft og flygtninge med mennesker, som kender disse forhold på egen krop.
Gert synger selv nogle af sangene, men hovedsagligt er det andre sangere og musikere, der fremfører dem som for eksempel Søs Fenger, Anne Dorthe Michelsen, Sys Bjerre, Julie Berthelsen, Bryan Rice og Steffen Westmark.
I mange år har Gert haft sin egen psykologpraksis. Her har han haft mange individuelle samtaler blandt andet med unge, der har mistet nære pårørende og med ensomme mennesker i alle aldre.
Samtalerne inspirerede Gert til at inddrage nogle af dem der har det svært, i en skabende proces. Han fik derfor ideen til at kombinere musik og psykologi ved sammen med andre at lave sange om psykologiske og sociale forhold og få disse ud at leve og påvirke andre, med øget forståelse og indlevelse som mål.
Det første samskabende musikprojekt var på Hospice Sydvestjylland, hvor Gert sammen med musikterapeut Barbara Harbo Ilskov lavede sange med døende, pårørende og personale. Siden har han lavet en række andre musikprojekter blandt andet Flygtningestemmer og Musikkens Kraft, som du kan se meget mere om på denne side.
Gert har skrevet flere end 200 sange gennem tiden. Cirka 100 af disse er indspillet og udgivet. De fleste er co-writes, skrevet med andre mennekser, der vil ud med et socialt budskab.
Gert har faciliteret mange samarbejdsprocesser. Med organisationer, med virksomheder, med musikere, med mennesker. Blandt andet har Gert i projekterne hidtil samarbejder med Amnesty, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Asyltjeneste, Rotary og Kræftens Bekæmpelse.
Gerts netværk er vokset gennem årene. Hans netværk består af flere end 150 virksomheder og organisationer, og 100+ sociale aktører, ildsjæle, sangere og musikere.
Gerts projekter er blevet nomineret til flere priser, blandt andet til en Danish Music Award (Flygtnignestemmer), Liv og Død Prisen (Sange til livet og døden) og til Folketingets 2030 pris (Vervad).